Kære gode kolleger
Håber, I er alle er kommet godt i gang efter ferien. Her følger kort nyt om årskursus, generalforsamling og ikke mindst muligheden for at få penge til at udvikle og dele materialer på it-laerer.dk
Mvh Jacob Stenløkke Bendtsen
12-13 november: Årskursus og generalforsamling
Hermed en sidste indkaldelse til årets kursus og generalforsamling, der afholdes i forbindelse med årets SCIENCE-konference den 12-13 november 2026 på Odense Congress Center & Tornbjerg Gymnasium. Programmet er på plads nu og der er kun 50 ledige pladser tilbage, så få tilmeldt dig snarest!
Generalforsamling afholdes d. 12/11 16.00-16.45. Der er valg til bestyrelsen under generalforsamlingen og interesserede opfordres til at stille op og medvirke til at udvikle og fremme it-fagene på de gymnasiale ungdomsuddannelser. Se dagsorden på https://medlem.it-laerer.dk/2026/09/2026-11-12-generalforsmaling/
13 november: Deadline for på ansøgning om at udvikle forløb/materialer til it-laerer.dk
Foreningen har ansøgt om og fået tildelt midler målrettet udvikling af aktiviteter og forløb inkl. materialer, der kan understøtte forsøget med en ny læreplan. Materialer og forløbs-/aktivitetsbeskrivelse skal følge en skabelon, så de får et ensartet udtryk. – I løbet af den kommende uge udgives et bud et forløb i om “maskinlæring i App Lab”, så man kan få en indtryk af omfang og opsætning. Materialerne udgives efter en redaktionel proces på materialer.it-laerer.dk under Creative Common licensen Attribution-NonCommercial-ShareAlike 4.0 International.
Betaling udregnes i AC-timer ud fra GL’s AC-satser for gymnasielærere med flg. timeltal:
- Leverandør af mindre forløb: 20 AC timer
- Leverandør af større forløb: 30 AC timer
- Leverandør af aktivitet/baggrundsmateriale: 10 AC timer
Forslag til forløb/aktiviteter du gerne vil udvikle og levere skal sendes til bestyrelsen@it-laerer.dk senest 13/11 2026. Det skal beskrive omfang i undervisningstid i minutter/timer, samt hvordan det (på en ny måde) berører et eller flere af de nedenstående punkter i forsøgslæreplanen:
algoritme-forståelse:
Forløb/aktivitet(er) inkl. undervisningsmaterialer hvor algoritmekonceptet står centralt – herunder, hvordan algoritmer kan beskrives og modeleres i rutediagrammer, samt hvordan algoritmens udformning har betydning for systemets opførsel og for brugen af systemet. (jf. 2.1.3 i Vejledning til Informatik C – forsøgslæreplan, hhx, htx, stx, hf )
maskinlæring
Forløb/aktivitet(er) inkl. undervisningsmaterialer der giver eleverne et indblik i potentialer og problematikker ved maskinlæring samt de forskellige trin, der indgår i processen. Det skal berøre brugen af trænings- og testdata og eleverne skal prøve at træne modeller på udvalgte datasæt og overordnet vurdere, hvor god modellen er til at klassificere.
(jf. 2.2.3 i Vejledning til Informatik C – forsøgslæreplan, hhx, htx, stx, hf )
intentionalitet
Forløb/aktivitet(er) inkl. undervisningsmaterialer der udfolder, hvordan it-systemers design og opsætning afspejler en intentionalitet, som er styrende for deres brug. Der skal også berøres cases, hvor der er en diskrepans mellem it-systemets intentionalitet og faktiske brug, som medfører utilsigtede konsekvenser som fx sociale medier, kunstig intelligens, droner eller overvågningskamera.
(jf. 2.2.1 i Vejledning til Informatik C – forsøgslæreplan, hhx, htx, stx, hf )
etiske overvejelser
Forløb/aktivitet(er) inkl. undervisningsmaterialer der klæder eleverne på til at indgå i en faglig diskussion etiske og sociale konsekvenser af den gensidige påvirkning mellem it-systemer, samfund og brugere. Det skal berøre udviklerens ansvar samt forskellige eksempler på etiske og sociale konsekvenser ved fx sociale medier, kunstig intelligens, droner eller føreløse biler.
(jf. 2.2.1 i Vejledning til Informatik C – forsøgslæreplan, hhx, htx, stx, hf )
Du kan se forningens ansøgning på: http://medlem.it-laerer.dk/wp-content/uploads/sites/2/2026/09/It-laererforeningen_-Puljemidler_Ansoegning-v3.pdf